Foto: Maria Louise Reichardt

Branchesamarbejde blev lanceret på årets Digital Advertising-konference

IAB Danmark slog i torsdags dørene op for foreningens flagskibs-event Digital Advertising 2024. Engagement og innovation kendetegnede dagen med oplæg og debatter, og IAB Danmark lancerede et helt nyt brancheinitiativ, der skal styrke medier som attraktive annonceplatforme. 

IAB Danmarks årlige konference Digital Advertising løb i sidste uge af stablen i København. Konferencen var velbesøgt med mere end 200 deltagere og talere fra blandt andet bureauer, medier og annoncører fra ind- og udland. Alle var mødt op for at blive opdateret på de seneste globale trends, lade sig inspirere af best case practices og lytte til eksperter, der debatterede og nuancerede de helt store emner på det digitale annoncemarked.  

Det hele foregik i Pressen, JP/Politiken Hus, og den store sal emmede dagen igennem af entusiasme blandt både talerne og tilhørerne, der også havde tid til at netværke i pauserne mellem det faglige program.  

Dagen var spækket med højaktuel viden og megatrends fra det digitale annoncemarked krydret med et solidt indblik i både muligheder og udfordringer i fremtidens marked serveret af Daniel Knapp, der er cheføkonom i IAB Europe. 

Programmet bød på oplæg fra blandt andre Microsoft, Google, Amazon Ads, Ekstra Bladet og Viaplay Group, der gjorde tilhørerne klogere på alt fra sagaen om tredjepartscookies, kunstig intelligens (AI) som potentiel gamechanger i branchen til retail media og nye bæredygtighedsinitiativer fra både IAB Europe og Carbon Footprint Initiative. 

Nyt initiativ skal styrke medierne som attraktive annonceplatforme

Et nyt initiativ fra IAB Danmark blev lanceret under åbningen af Stig Ørskov og Signe Skarequist. Initiativet var ifølge Marianne Bugge Zederkof, vice administrerende direktør i Danske Medier/IAB Danmark, et af dagens højdepunkter. 

Jeg er utroligt stolt af, at Digital Advertising tiltrækker så mange deltagere og så meget ekspertviden, der klæder branchen på til at navigere kompetent i markedet og tænke innovativt. I år er jeg særligt stolt af, at IAB Danmark lancerede et nyt initiativ, som går ud på at styrke arbejdet med at fremme medier som attraktive og ansvarlige annonceplatforme som alternativ til techgiganternes platforme. Derfor faciliterer vi senere på året en workshop, hvor branchen kan bidrage med input til, hvordan vi lykkes med dette bedst muligt,” fortæller Marianne Bugge Zederkof. 

I år er jeg særligt stolt af, at IAB Danmark lancerede et nyt initiativ, som går ud på at styrke arbejdet med at fremme medier som attraktive og ansvarlige annonceplatforme som alternativ til techgiganternes platforme.

Innovation og partnerskabsmentalitet kendetegner branchen

Josefine Vännman, General Manager hos Amazon Ads Nordic, var taler i en session om markedet for retail media. Ifølge Josefine Vänmann er Norden frontløber indenfor digital annoncering, og hun glæder sig særligt over den store interesse for retail-markedet. 

”Efter at have deltaget i Digital Advertising i København, er det stadig klart, at de nordiske lande er i front, når det kommer til digital reklame. Det er spændende at se innovation med kreative formater, og hvordan man kan optimere kampagner som et resultat af AI-revolutionen. Sidst, men ikke mindst, er det opmuntrende at se interessen for retail media og CTV, når man arbejder hos Amazon Ads,” siger Josefine Vännman. 

Theo Theodorou, Managing Director i Microsoft UK, der holdt oplæg om AI, lægger også vægt på, at de nordiske lande er foran på mange områder, når det gælder digital annoncering. Samtidig er han imponeret over de mange innovative tilgange til at udvikle branchen, som blev foldet ud på konferencen. 

”Mit største indtryk fra konferencen er, at der er enorme muligheder på det danske marked, selvom det er et af de mere modne digitale markeder i Europa. Der er en tydelig drivkraft for innovation. Jeg blev inspireret af, hvordan udgivere, adtech-leverandører og annoncører var så villige til at dele, hvad der virker, men også, hvor udfordringerne ligger, hvad der ikke virker, og hvor de kunne samarbejde for at opnå succes. Det føltes som en ægte partnerskabsmentalitet. Jeg bed også mærke i, at markedet i Danmark er engageret og forsøger at skabe benchmarks samt fremme ansvarlighed og forbedringer inden for bæredygtighed i det digitale marked,” siger Theo Theodorou. 

Kontakt:

Josefine Anker 
Presse- og kommunikationskonsulent 
joa@danskemedier.dk